Foråret i Prag 1968
Tidligt i 1968 blev Antonín Novotný – en politiker kendt for sin hårde linje – afløst som førstesekretær i kommunistpartiet af den reformvenlige skikkelse Alexander Dubcek, en slovak. Dette var en udnævnelse af en mand, der var steget i graderne inden for kommunistpartiet, og som med hans reformistiske synspunkter, uden tvivl chokerende lederne i Rusland, som havde den ultimative kontrol over denne satellitstat. Måske den mest chokerende del af hans overbevisninger var, at han næsten gik så langt som til at antyde, at Tjekkoslovakiet ville blive omdannet til en social-demokratisk stat, hvilket naturligvis ville være en massiv bevægelse væk fra de kommunistiske idealer.
Folket gav massiv støtte til denne idé, som blev døbt “socialisme med et folkeligt ansigt”, men de mennesker, der virkelig betød noget – de andre politikere og lederne i Moskva – var mindre imponeret. Da grebbet på regeringen blev løsere, reagerede indbyggerne i Tjekkoslovakiet med et udbrud af narrestreger aldrig før set: det kunstneriske samfund stod op, anti-Moskva følelser kom frem i offentlighedens lys og spredningen af politiske idéer blev hverdagskost. Frihed fra de kommunistiske lænker syntes nu endelig at kunne realiseres og offentligheden havde aldrig troet, at det ville ende sådan som 1960’erne skred frem.
Uventet var det dog, at det sluttede brat i august 1968, hvor det magtfulde Sovjet besluttet, at de var trætte af denne atmosfære, der havde opslugt Tjekkoslovakiet. De var bekymrede ikke bare med det faktum, at disse hændelser var indtruffet, men også det faktum, at de meget vel kunne sprede sig til andre kommunistiske lande, og dermed true kommunismens struktur i hele Europa. For at imødegå dette, sendte Sovjet 500.000 ind i Tjekkoslovakiet for at ødelægge befolkningens nyfundne frihed. Kampvogne blev set patruljere på Wenzelspladsen i en stor magtdemonstration, og modige mænd og kvinder kunne ses forsøge forgæves at kæmpe imod denne fremmede magt – enten gennem voldelige midler eller gennem den fredelige besættelse af forskellige områder af landet.
Den sovjetiske invasion var på ingen måde ublodig, da der var mange tilskadekomne og dræbte gennem tiden. På samme tid blev Dubcek og hans hold af tilhængere kaldt til Moskva, hvor de blev tvunget til at afslutte deres politiske tanker. Selv da han vendte tilbage forblev Dubcek ved magten, men den reelle indflydelse lå nu andre steder – Dubcek var nu indbegrebet af en marionetleder. Trods dette, blev modstanden videreført af befolkningen i Tjekkoslovakiet, og den nåede sit isnende højdepunkt i januar 1969, da en mand ved navn Jan Palach satte ild til sig selv på Wenzelspladsen, en politisk protest, der kostede ham hans liv.
Selv som marionetleder holdt Dubcek ikke længe. I april 1969 blev han erstattet af en kandidat langt mere acceptabel for Moskva; en mand ved navn Gustav Husak. Dette var en udnævnelse, der førte til en massiv tilbagegang af den form for liberale friheder, som folk havde nydt nød de seneste par år, og førte til at mange af landets største kunstnere og intellektuelle emigrerede inden grænserne blev lukket af regimet.
I de følgende måneder og år, rensede Husák partiet for alle dem, der havde udvist støtte til bevægelsen og fik centraliseret magten tilbage til regeringen. Han udvidede også de beføjelser, det frygtindgydende hemmelige politi havde. Tjekkoslovakiet blev også enige om, at det ville følge de kommunistiske synspunkter, til gengæld for levering af en god levestandard. Dette var tilfældet indtil 1989, hvor Fløjlsrevolutionen udsprang.
