Kommunismens fald
Arven fra kommunismen lever stadig i høj grad videre i hjertet og sindet i Tjekkiet og påvirker stadig folket, såvel som den økonomiske og sociale situation i landet. Hvad der er indlysende er, at kommunismen er noget, der stjal en masse fra det tjekkiske folk, og noget de stadig forsøger at vænne sig til at leve uden – en proces, der bestemt stadig er i gang.
Enhver som ikke var i live i perioden med det kommunistiske styre vil ikke være i stand til at forstå præcis, hvordan det var for de mænd, kvinder og børn, der levede i denne periode. Regeringen fastholdt masser af kontrol over ytringsfrihed, og det var endda sådan, at dem, der nægtede at slutte sig til kommunistpartiet kunne miste deres job, og deres børn blev sortlistet for fremtidig beskæftigelse. Som du kan forestille dig, de fleste mennesker hadede systemet, men var ude af stand til at udtale sig imod det med den overvældende følelse af, at tiden var håbløs – en nation, der ønskede at bryde fri fra sine lænker, men simpelthen ikke kunne.
En af de største arve fra kommunismen, er holdningen hos det tjekkiske folk til de vigtigste ting i livet. Det kommunistiske system ødelagde al følelse af individualitet og gjorde befolkningen til en enhed – en gruppe af folk uden deres egne individuelle meninger, kompetencer og værdier. Det har gjort det tjekkiske folk indadvendte, og det ses stadig i dag, da mange tjekkiske mennesker kan karakteriseres som folk der ikke tror, at de kan ændre det store billede, og at de udelukkende er herrer over deres egen skæbne.
På trods af den politiske undertrykkelse og brutale statslige kontrol, er der mange mennesker, der stadig har gode minder om denne periode – noget der er lidt underligt for dem, der er på besøg fra fremmede lande. Mange mennesker husker det som en tid, hvor basale faciliteter blev stillet til rådighed for dem, og hvor alle borgere havde et sikkert sted at bo og et sikkert job. I dag er folk nødt til at bekymre sig om deres lån, regninger, jobsikkerhed og mange andre faktorer, der opfattes som værende meget mere stressende, end det tidligere regime. Hovedsagelig de uden høje ambitioner var glade for at bo på den måde, det kommunistiske regime tillod, mens personer med ambitioner elsker det faktum, at de er frie til at forfølge deres drømme i nutidens verden.
En ting, der aldrig led, selv under de hårdeste tider, var den tjekkiske sans for humor. Dette kan ses i de film, der blev udgivet i 1989, hvoraf mange var nogle tørre og vittige affærer med karakterer, der havde en afslappet tilgang til livet. Det var ikke tilfældigt, at så snart regimet faldt, begyndte disse film at komme frem. Et af de vigtigste elementer i disse film var oprøret mod autoriteterne, hvilket selvfølgelig var en direkte virkning af alle de frustrationer, der havde bygget op inde i folk gennem årene med det undertrykkende styre.
